Narcissistic rage og narcissistic injury
Har du oplevet at din partner kan gå totalt amok over noget som i din verden hører ind under kategorien, bagateller?
Har du oplevet en reaktion der var helt ude af proportioner?
Så er det sandsynligt at du har været vidne til et såkaldt, narcissistic rage = narcissistisk raseri(anfald).
Hvordan kan det være at narcissisten kan reagere så fuldstændig voldsomt overfor noget som vi andre vil anse for værende i bagatelafdelingen?
For at forstå hvorfor en narcissist kan reagere så voldsomt, er det vigtigt at forstå hvor stor en betydning grandiositeten spiller ind og hvor hårdt det rammer narcissisten når omgivelserne ikke bekræfter, anerkender og validerer denne grandiositet.
En narcissist er kendetegnet ved at han inderst inde besidder en usikker kerne, en fejl-fyldt person, fyldt med skam og nederlag. Denne usikre kerne kan narcissisten overhovedet ikke holde ud at skulle forholde sig til. Han har derfor opbygget et falsk selvbillede som er perfekt, grandiost den bedste, den klogeste osv.
Dette falske selvbillede skal narcissisten hele tiden have valideret af sine omgivelser, (narcissistisk forsyning) så når du fx siger ”Ja, det er da helt fantastisk så dygtig du var i går til bowling, du var meget bedre end alle de andre” så giver du narcissisten, narcissistisk forsyning, og det falske oppustede og grandiose selvbillede bliver vedligeholdt og alt er godt.
Hvad så hvis narcissisten ikke får bekræftet sit falske selvbillede, men i en for stor grad bliver presset med ord og handlinger der rammer den usikre kerne som han for enhver pris ikke vil konfronteres med og? Ja det kan let skabe det der hedder narcissistic injury. Denne injury som altså sker fordi du har såret og ramt narcissisten dybt, vil så blive mødt med en narcissistic rage.
En konkret situation kan være at du for meget har presset på i forhold til at påpege en egenskab hos narcissisten som han slet ikke vil anerkende hos sig selv. Det at så få denne egenskab frem i lyset som sårer narcissisten kan udløse en aggressiv reaktion (narcissistic rage) der meget tydeligt vil efterlade dig med en ide om at det ikke var klogt at tale om disse svage sider hos narcissisten. Det kan være at du bliver mødt med en råben og skrigen som du slet ikke havde set komme.
Vreden kan også komme ud på en passiv aggressiv måde som måske ikke er voldsom i forhold til decibelniveauet, men derimod sårende og ondskabsfuld på en nederdrægtig måde der efterlader dig helt omtumlet og chokeret. Det kan være at du totalt bliver lagt på is i en længere periode, det kan være at narcissisten overhovedet ikke vil samarbejde med dig på nogen som helst måde.
Narcissistic rage er med til at understrege hvor meget omgivelserne lider under konstante opretholdelse af det falske selvbillede. Narcissisten rammer, sårer og manipulerer andre som en konsekvens af at hele tiden skulle opretholde det falske grandiose selvbillede.
Mange forskellige ting kan udløse narcissistic rage, fx:
- Narcissisten får ikke sin vilje.
- Narcissisten bliver afkrævet at skulle tage ansvar for sine handlinger.
- Narcissisten får ikke den behandling som han forventer fra andre, fx at være selskabets midtpunkt.
- Narcissisten bliver kritiseret (særligt den coverte narcissist er superfølsom overfor kritik)
- Der bliver sat grænser for narcissistens overskridelse af personlige grænser og sociale normer.
For at håndtere narcissistic rage, er det vigtigt at være helt klar og skarp på hvor dine grænser går til og at du med det samme sørger for at se the narcissistic rage som det det er, dvs. en enten aggressiv eller passiv aggressiv måde at manipulere dig på, så du retter ind efter narcissisten. Spørg dig selv om sunde mennesker i balance ville reagere på den måde!
Det værste du kan gøre, er at give tilbage med samme mønt og ligeledes hæve stemmen, råbe og skrige ligesom narcissisten. Dette vil blot være at spille hans spil. Du vil hurtigt miste din værdighed og det ender blot med at du befinder dig i en situation som man på engelsk beskriver sådan her: ”Never wrestle with a pig. You get dirty, and besides, the pig likes it.”
Fokuser i stedet på at det ikke handler om dig personligt. Det er en usikker og følelsesmæssig umoden person der desperat klamrer sig til primitive forsvarsmekanismer for ikke at blive kompromitteret, og således skulle forholde sig til den ubærlige skamfølelse.
Jo mere du reagerer fuldstændigt stille og roligt, jo mindre narcissistisk forsyning får narcissisten ud af at køre sit spil, herunder narcissistic rage.