
Er min partner narcissist?
40 punkter
- Hvis noget går galt, er det mere eller mindre altid andres skyld.
- Min partners følelser er vigtige og hvis jeg ikke validerer dem, bliver hun vred/såret/skuffet. Den samme standard gælder dog ikke for mine følelser.
- Min partner har konstant et stort behov for kontrol.
- Der er stor forskel på hvordan min partner er når vi er ude blandt mennesker som han prøver at gøre et godt indtryk på, og så hjemme overfor mig.
- Jeg tager mig selv i alt for tit at bruge en masse energi på at forklare og retfærdiggøre mine handlinger uden at det nytter.
- Jeg føler tit at det næsten er lige meget hvad jeg gør, jeg kan aldrig gøre det godt nok.
- Min partner tåler ikke et nej eller på anden måde at blive modsagt.
- Min partner er ultrafølsom overfor kritik og kan være noget så jaloux.
- Min partner er slem til at bære nag.
- Min partner er meget god til at huske fejl som jeg har begået i fortiden og så bruge dem i situationer hvor de overhovedet ikke har relevans.
- Min partner går meget op i status og penge.
- Min partner har et afslappet forhold til sandheden og kan meget let finde på at lyve hvis det hjælper hende med at slippe for at tage ansvar for sine handlinger.
- Min partner kan finde på at benægte helt åbenlyse ting som jeg er helt 100 procent sikker på har fundet sted. Det er åbenbart af en eller anden grund altid mig der husker galt.
- Min partner er ofte meget mistænksom og mistroisk overfor andre.
- Min partner har det ikke så godt med andres succeser, hele tiden ligger det i luften at spotlightet burde være på ham i stedet.
- Min partner kan være forbavsende ligeglad med andres følelser.
- Jeg har for tit en følelse af at min partner ikke elsker mig.
- Min partner har en mere eller mindre vedvarende forventning om at verden burde snurre rundt om hende.
- Jeg føler at det for min partner alt for tit handler om konkurrence og om hvem der er bedst og klogest og dygtigst. Dette sker konstant på bekostning af de nære ting i tilværelsen, som jeg mener burde være vigtigere.
- Min partner kan finde på at behandle folk hun anser som lavere status, dårligt og omvendt kan hun være yderst korrekt og høflig, grænsende til det sleske overfor folk hun beundrer og prøver at indynde sig under.
- Min partner lærer ikke rigtigt af fejl, faktisk gentager han bare de samme fejl igen og igen.
- Min partner har hele tiden en ide om at han har ret til at ”komme foran køen” og at andre på mange måder, hele tiden er der for hendes skyld.
- Min partner har ofte fantasier om magt, succes, status og rigdom.
- Min partner har et stort og konstant behov for opmærksomhed, beundring og komplimenter.
- Min partner har egentlig ikke de store moralske skrupler i forhold til at udnytte andre for egen vinding.
- I stedet for at indrømme fejl og svage sider, bliver det gerne projiceret over på mig eller andre.
- Jeg har tit en følelse af at være efterladt med en følelse af skam og dårlig samvittighed hvis jeg prøver at løse konflikter i parforholdet, eller på anden vis prøve at stå fast på det som jeg anser for vigtigt i selvsamme.
- Jeg synes alt for tit at min partner virker uempatisk.
- Jeg synes generelt ikke at min partner er interesseret i at løse problemer eller konflikter i parforholdet.
- Min partner kan finde på at sætte et barn højt op på en piedestal og nærmest ignorere det andet/de andre. Det virker også som at vores børn/barn kun er gode nok hvis de præsterer det som min partner forventer.
- Hvis jeg presser min partner nok, så kan han godt finde på at forbedre sig, på et punkt eller måske to, men forbedringen/forbedringerne varer kun kort tid, hvor han så helt forventeligt falder tilbage i de gamle negative/uhensigtsmæssige mønstre.
- Min partner kan finde på at blive vred som et lille barn over små bagateller. Det er ofte helt uden proportioner.
- Det er svært at føre dybe samtaler med min partner. Faktisk var det kun i starten af forholdet at det nogenlunde kunne lade sig gøre. Alt for tit er snakken bare overfladisk.
- Der var ingen grænser for de negative tillægsord, da min partner beskrev sin ekskæreste i starten af vores forhold. Det virker dog som om at ekskæresten åbenbart slet ikke var så slem alligevel, for som tiden er gået, er tillægsordene tilsvarende blevet mere og mere positive, han var åbenbart ikke dum som dør, borderline og totalt skør, men derimod ret intelligent og sjov… Det virker som om at den måde ekskæresten bliver beskrevet på, er en del af en taktik for at få mig til at tvivle på mig selv.
- Når vi er ude fx til sociale sammenkomster, så kan min partner finde på at sige noget nedladende til mig foran andre. Hvis jeg prøver at sætte grænser og sige fra, bliver det jeg siger blot mødt med fx et: ”Årh hold da op med at være så sart!”
- Det er svært for min partner at tale om noget der ikke involverer hende selv. Hun kan nok virke som om hun lytter til det jeg siger, men jeg har alligevel hele tiden en følelse af at det jeg ikke siger rigtig trænger igennem.
- Det er som om at min partner i høj grad skifter holdninger, stil, værdier, alt afhængig af hvad der giver ham mest opmærksomhed og positiv respons fra andre.
- Det er som om at min partners problemer, lidelser, smerter etc. altid er værre end mine. Han er altid meget mere syg end mig, også selvom det det blot er en simpel influenza. Jeg kan føle det som om at det udelukkende er mit ansvar at min partner får det godt igen.
- Det er som om at det kun er min partners følelser og virkelighed der tæller. Min virkelighed, mine følelser, mine problemer, lidelser og sygdomme tæller åbenbart ikke.
- Samtaler med min partner har en tendens til altid at blive drejet over på hendes verden. Jeg tænker tit at det er underligt at hun ikke er interesseret i at høre om min verden.
Hvis du kan krydse mange af punkterne af i forhold til din partner, så er det sandsynligt at du er i et parforhold med en narcissist. I så fald vil jeg opfordre dig til at søge mere viden. Du er også velkommen til en konsultation både i forhold til at høre min vurdering såvel som rådgivning i forhold til hvad du skal gøre hvis du har en narcissist tæt på dig.